Information om bogen
Himmelborgens Hemmeligheder
Mød gengangerne, der er sluppet løs i det gamle slot.
Under en voldsom storm revner tårnet på Gjorslev. Snart begynder det at spøge, og ulykkerne vælter ned over godset. Revnen danner nemlig passage mellem de levende og de døde. Godsejerens børn, Anna og Uffe, opsøges pludselig af genfærd fra dramatiske tidsperioder i slottets historie. De forsøger at mane gengangerne i jorden og undervejs kommer de på sporet af dunkle hemmeligheder og gamle skatte. Beretningen om Gjorslevs historie og slottets beboere har rod i virkeligheden, men er også tilsat lidt fri fantasi.
Udgivelsesdato: 24 Oktober 2014
Udkommer også som E-bog
Inspiration bag bogen
Blays slot Kort
Himmelborgens Hemmeligheder er skrevet på baggrund af de 10 år, hvor jeg har boet på middelalderborgen Gjorslev på Stevns.
Jeg fortæller om det, der ville komme frem, hvis de tykke mure kunne tale. Historier, der mere end 1000 år tilbage i tiden. Og jeg har set mig grundigt omkring både inde og ude.
Vikingehøvdingen Gjor gav stedet navn. Det må være ham, der ligger i gravhøjen nede ved klinten? Og skyggen i parken ved nattetide er nok den halshuggede kongemorder Rane Jonsen, der lister rundt og søger efter sit hoved i boldgraven?

Kigger man på Gjorslevs høje, grå tårn, er det nemt at forestille sig den imponerende borg, da den var nybygget af kalksten fra klintenm og strakte sig kridhvis mod himlen. Man forstår, hvorfor biskop Lodehat kaldte sit mesterværk for Himmelborgen, og hvorfor dronning Margrethe den første elskede at holde hof her.

De metertykke mure, der dengang virkede som værn mod fjenden, indeholder hemmeligheder, som kalder på fantasien. Blev herremandens datter muret inde her? Har Kulsoen og Gøngehøvdingen huseret på Gjorslev under svenskerkrigene? Vi leder stadigvæk efter den tunnel, de benyttede- Staldenen, som Frederik den fjerde byggede til sin rytterhær, står endnu intakte i den lange indkørsel og tårnfalken har bygget sin rede i skydeskuret lige siden middelalderen.

Fra mit vindue her i skrivestuen, kan jeg se galgebakken ovre mellem træerne. Det gyser i mig når jeg fornemmer skygger af de stakler, der engang hang og dinglede derovre. For at mildne det dystre, kaldte den gamle kammerherreinde bakken for Jordbærhøjen.

Jeg er taknemmelig for, at jeg nåede at kende den gamle dame, før hun døde. Hun fortalte mig om slottets storhedstid og dagligdage før i tiden. Og hun berettede om jøderne, der blev gemt i tårnet og nede ved skovhytten, før de skulle sejles over sundet. Jeg har stået i det hemmelige loft og undret mig over, at der kunne gemmes så mange jøder derinde.
Sammen med godsejeren og hans børnhar jeg gået på opdagelse i både fortid og nutid i borgens kældre, sale, parker og skove. Men selv om min beskrivelse af godset har været stærkt inspireret af livet og menneskene her på stedet, så er bogens personer og hændelser lige så meget skabt af mine frie fantasi.
kranie kiste stol slot rundvisning
Om Gjorslev slot
Gjorslev slot ligger på Stevns. Det blev opført omkring 1396 som en befæstet borg af Roskildebispen Peder Jensen Lodehat.
Byggematerialet er kalksten fra Stevns klint, og slottet er udformet som en korsbygning omgivet af voldgrave med et 30 meter højt tårn i midten.
Biskoppen ville sikkert behage Vorherre i himlen med det kort. I dag har rejsende med fly også glæde af at se ned på Gjorslevs korsformede bygningsværk.

Gjorslev har ifølge sagnet fået navn efter vikingehøvdingen Gjor, der opførte sin borg på stedet som værn med de vendiske sørøvere.
Stedet har også engang i tolvhundredetallet tilhørt væbneren Rane Jonsen, der efter sigende deltog i mordet på Erik Klippinge og blev henrettet for sin udåd.

To konger har gennem tiden været ejere af Gjorslev, og derfor kan man kalde bygningen et slot. Det drejer sig om Christian 3., der overtog borgen efter reformationen i 1636 og Frederik 4., der i 1714 lavede slottet til ryttergods.

KONTAKT



CHARLOTTE BLAY * GJORSLEV SLOT * 4660 STORE HEDDINGE

TELEFON 62 63 33 50 * E-MAIL: CHARLOTTE@BLAY.COM

BOOKING AF FORDRAG



SEND EN MAIL TIL: CHARLOTTE@BLAY.COM

OG FÅ ET GODT TILBUD